Page 290 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

blevet narret engang, og jeg havde min Sorg og Nød med de
Unger, for de ere bange for Vandet, skal jeg sige Dig! jeg
kunde ikke faae dem ud! jeg rappede og snappede, men det
hjalp ikke! - Lad mig see Ægget! jo, det er et Kalkun-Æg! lad
Du det ligge og lær de andre Børn at svømme!"
"Jeg vil dog ligge paa det lidt endnu!" sagde Anden; har jeg
nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge Dyrehavstiden med!"
"Vær saa god!" sagde den gamle And, og saa gik hun.
Endelig revnede det store Æg. "Pip! pip!" sagde Ungen og
væltede ud; han var saa stor og styg. Anden saae paa ham: "Det
er da en forfærdelig stor Ælling den!" sagde hun; "ingen af de
andre see saadanne ud! det skulde dog vel aldrig være en
Kalkun-Kylling! naa, det skal vi snart komme efter! i Vandet
skal han, om jeg saa selv maa sparke ham ud!"
Næste Dag var det et velsignet, deiligt Veir; Solen skinnede
paa alle de grønne Skræpper. Ællingemoderen med hele sin
Familie kom frem nede ved Canalen: pladsk! sprang hun i
Vandet: "rap! rap!" sagde hun og den ene Ælling plumpede ud
efter den anden; Vandet slog dem over Hovedet, men de kom
strax op igjen og fløde saa deiligt; Benene gik af sig selv, og
alle vare de ude, selv den stygge, graae Unge svømmede med.
"Nei, det er ingen Kalkun!" sagde hun; "see hvor deiligt den
bruger Benene, hvor rank den holder sig! det er min egen
Unge! igrunden er den dog ganske kjøn, naar man rigtig seer
paa den! rap! rap! - kom nu med mig, saa skal jeg føre Jer ind i
Verden, og præsentere Jer i Andegaarden, men hold Jer altid
nær ved mig, at ingen træder paa Jer, og tag Jer iagt for
Kattene!"