Page 298 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

brune, Blæsten tog fat i dem, saa de dandsede omkring, og
oppe i Luften saae der koldt ud; Skyerne hang tunge med Hagl
og Sneeflokke, og paa Gjærdet stod Ravnen og skreg "av! av!"
af bare Kulde; ja man kunde ordenlig fryse, naar man tænkte
derpaa; den stakkels Ælling havde det rigtignok ikke godt.
En Aften, Solen gik saa velsignet ned, kom der en heel Flok
deilige store Fugle ud af Buskene, Ællingen havde aldrig seet
nogen saa smukke, de vare ganske skinnende hvide, med lange,
smidige Halse; det var Svaner, de udstødte en ganske
forunderlig Lyd, bredte deres prægtige, lange Vinger ud og fløi
bort fra de kolde Egne til varmere Lande, til aabne Søer! de
stege saa høit, saa høit, og den lille grimme Ælling blev saa
forunderlig tilmode, den dreiede sig rundt i Vandet ligesom et
Hjul, rakte Halsen høit op i Luften efter dem, udstødte et Skrig
saa høit og forunderligt, at den selv blev bange derved. O, den
kunde ikke glemme de deilige Fugle, de lykkelige Fugle, og
saasnart den ikke længer øinede dem, dukkede den lige ned til
Bunden, og da den kom op igjen, var den ligesom ude af sig
selv. Den vidste ikke, hvad Fuglene hed, ikke hvor de fløi hen,
men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af
nogen: den misundte dem slet ikke, hvor kunde det falde den
ind at ønske sig en saadan Deilighed, den vilde være glad, naar
bare dog Ænderne vilde have taalt den imellem sig! - det
stakkels grimme Dyr!
Og Vinteren blev saa kold, saa kold; Ællingen maatte
svømme om i Vandet for at holde det fra at fryse reent til; men
hver Nat blev Hullet, hvori den svømmede, smallere og
smallere; det frøs, saa det knagede i Iisskorpen; Ællingen
maatte altid bruge Benene, at Vandet ikke skulde lukkes;
tilsidst blev den mat, laa ganske stille og frøs saa fast i Isen.