Page 11 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

der væsentlig skulde omhandle Absalon. Krønikens
fjortende Bog, der omhandler Tiden fra Erik Emuns
Tronbestigelse, til Absalon blev Ærkebiskop (1178) indtager
i Sammenligning med det øvrige en ganske
uforholdsmæssig Plads - over en Fjerdedel af det hele Værk
-, og den er ikke ført ned til Valdemar den stores Død, men
ender nogle År forinden, som sagt, med Absalons
Indsættelse som Ærkebiskop. Dette i Forbindelse med, at
Absalon i en ganske anden Grad end Kongen træder i
Forgrunden, synes at gjøre det utvivlsomt, at fjortende Bog
er skreven først og har udgjort et Værk for sig; dette har
Saxo så senere udvidet ved i femtende og sextende Bog at
skildre Valdemar den stores sidste og Knud den sjettes første
År til Vendertoget 1184, der førte til Bugislavs
Underkastelse, og som dannede Afslutningen på Absalons
Krigerliv. Og derefter er han så gået tilbage i Tiden og har
skrevet ellevte, tolvte og trettende Bog, om "Kongefaderen
(Svend Estridssøn) og hans Sønner", som Svend Ågesøn, da
han skrev sin Krønike (c. 1187), sagde, at Saxo havde
besluttet at skrive, og hvorved Absalon, hvis Slægt havde
spillet en fremtrædende Rolle i hine Tiders Tildragelser,
utvivlsomt også har været ham en udmærket
Hjemmelsmand. Og endelig har han så tilføjet de ti første
Bøger med deres Fremstilling af Danmarks Historie fra
Oldtiden ned til Svend Estridssøn. (Se nærmere C. Paludan-
Müller: "Bidrag til Kritik af Saxos Historieværk" i Historisk
Tidsskrift 4de Række V.).
Den ovenfor givne løselige Fremstilling af, hvorledes Saxos
Værk må antages at være blevet til, hviler ganske vist på en
Hypothese, men den synes at have al mulig Sandsynlighed
for sig. Hvorom alting er, foreligger hans Danmarks
Krønike som et samlet Billede af det danske Folks
Levnedsløb, som det tegnede sig for Forfatterens poetiske
og af den ædleste Fædrelandskjærlighed gjennemtrængte
-5-