Page 20 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Fastlandet ved et temmelig smalt Bælte, og ligesom Fyn har
Jylland liggende mod Vest, således vender det mod Øst til
Sjælland, der må prises for sin overvættes Frugtbarhed og
også overgår alle Rigets andre Landsdele i Fagerhed. Man
holder også for, at denne Ø ligger midt i Landet, så at der fra
den er lige langt til alle dets Udkanter.
Østen for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et Sund,
som hvert År plejer at fylde Fiskernes Garn med rig Fangst,
thi der er for det meste så fuldt op med Fisk, at Skibene
undertiden bliver siddende fast og knapt kan ros igjennem
dem, og at man ikke har nødig at bruge Garn for at fange
dem, men ligefrem kan tage dem med Hænderne.
Fra Skåne skyder Halland og Bleking sig ud som to Grene,
der fra den samme Stamme bøjer sig vidt ud fra hinanden,
idet Halland strækker sig op imod Norge og Bleking imod
Gøtland. I Bleking er der ellers en Klippe, over hvilken der
går en Fodsti, og som er oversået med sære Skrifttegn. Stien
strækker sig lige fra Havet imod Syd op i Værends stenede
Ødemark, indfattet på langs af to Linier, der kun ligger et
lille Stykke fra hinanden; det flade Mellemrum imellem dem
er overalt helt gjennemfuret af Skrifttegn, og skjønt Fladen
ligger i temmelig forskjellig Højde, idet den snart går over
høje Klipper og snart over Dale, ser man dog stadig
Bogstaverne holde Rækken. Kong Valdemar, Hellig Knuds
velsignede Søn, som undrede sig såre herover, sendte Folk
over for at komme på det rene med, hvad den Skrift betød,
og de gik over Klippen og undersøgte omhyggelig den hele
Række af Skrifttegn og skar dem senere ud i Stave, ganske
som de var indristede. De kunde imidlertid ikke få nogen
Mening ud af dem, fordi Hulhederne dels var fyldte med
Jord og Skarn og dels udslidte af Fodtrin, så formedelst det
Slid, der var gået af Stien, løb Tegnene forvirret over i
-14-