Saxos Fortale til Danmarks Krønike
Til Ærkebiskop Andreas Sunesøn i Lund.
Eftersom andre Folkefærd plejer at sætte en Ære i de
Bedrifter, de har udført, og at have Glæde af at mindes deres
Forfædre, kunde Danmarks Ærkebiskop Absalon, som altid
brændte af Iver efter at forherlige sit Fædreland, ikke finde
sig i, at Danskerne skulde savne et sådant Mindeskrift og
berømmeligt Eftermæle, hvorfor han, da andre vægrede sig
ved at påtage sig dette Arbejde, pålagde mig, den ringeste af
hans Tjenere, at skrive den danske Krønike, og ved stadig
indtrængende Opfordring nødte han mig uværdige til at give
mig i Lag med et Arbejde, der oversteg mine Kræfter.
Hvorledes skulde nemlig nogen før have kunnet give sig af
med at skrive om Danmarks Historie? Det er ikke længe
siden, at Landsens Folk her antog Kristendommen, og en
Tidlang stod det kun småt til både med Troen og med
Kyndighed i Latinen, og da der var kommen Orden i
Kirkeskikkene, og Folk samtidig havde lært Latin, var man
lige så doven, som man før havde været uvidende, lige så
meget at laste for Efterladenhed, som man før havde været
det for Ukyndighed. Heraf kommer det, at jeg, hvor ringe
jeg end er, og skjønt jeg indså, at et sådant Arbejde lå over
mine Kræfter, hellere har villet påtage mig det end vægre
mig ved at efterkomme Absalons Bud, for at det ikke skulde
hedde sig, at vi Danske fra Arilds Tid af havde ladet vore
berømmelige Bedrifter gå i Glemme i Steden for at optegne
dem, medens vore Naboer har deres Gammen af at mindes,
hvad de har udrettet. Derfor var jeg nødt til at tage den
Byrde, som alle Fortidens Skribenter har ladet ligge, på
-8-