Page 21 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hinanden. Heraf kan man se, at selv hvad der er indristet i
hårde Klipper, i Tidens Løb kan udslettes af Fugtighed,
Skarn og Regnskyl.
Eftersom Danmarks Rige såvel i Henseende til Sprog som
til Beliggenhed er nær pårørende med Sverige og Norge, vil
jeg også omtale disse Landes Beskaffenhed. De ligger op
imod Nordpolen under Karlsvognen og Nordstjærnen og
strækker sig helt op til den Kreds, hvor der hersker evig
Frost, så hinsides den kan ingen Mennesker bo formedelst
Kuldens uhørte Strænghed. Imod Norge har Naturen kun
været lidet gunstig; det er et fælt stenet Land, alle Vegne
opfyldt med golde Fjælde og Klipper, så hvor man ser hen,
ser man kun Ødemarker og uhyggelige Bjærge. Højest imod
Nord i dette Land fjæler Solen sig ikke om Natten, det er,
som om den ved sin stadige Nærværelse lader hånt om de
skiftende Timer, idet den lyser med samme Glans både Nat
og Dag.
Vest for Norge ligger, omskyllet af det store Hav, den Ø,
som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for
Mennesker, og om hvilken der er hartad utrolige Ting at
fortælle, så vidunderlige er de. Dèr er en kilde, som med sit
rygende Vand forvandler en hvilken som helst Tings
naturlige Beskaffenhed, thi hvad der besprænges med
Dunsterne af dens Røg, bliver så hårdt som Sten. Det er ikke
så lige en Sag at sige, om det er mest forunderligt eller
farligt, at der kan være sådan en Hårdhed gjemt i det bløde,
flydende Vand, at hvad der overgydes af dets rygende
Damp, pludselig forstenes, om det end beholder sin udvortes
Skikkelse. Der skal også være nogle andre Kilder dèr, i
hvilke Vandet snart stiger således, at det går over sine
Bredder og sprøjter højt i Vejret, snart svinder helt bort og
synker ned i Jordens Skjød, så der næsten intet af det er at se
-15-