Page 20 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

han smeldede igjen med Pidsken og raabte: "hyp, alle mine
Heste!"
"Det maa Du ikke sige," sagde store Claus, "det er jo kun den
ene Hest, der er din!"
Men da der igjen gik Nogen forbi til Kirke, glemte lille
Claus, at han ikke maatte sige det, og raabte da: "hyp, alle mine
Heste!"
"Ja, nu vil jeg bede dig at lade være!" sagde store Claus, "for
siger Du det endnu eengang, saa slaaer jeg din Hest for Panden,
saa den skal ligge død paa Stedet, da er det forbi med den!"
"Jeg skal saamæn ikke sige det mere!" sagde lille Claus, men
da der kom Folk forbi, og de nikkede god Dag, blev han saa
fornøiet, og syntes det saae dog saa raskt ud, at han havde fem
Heste til at pløie sin Mark, og saa smeldede han med Pidsken,
og raabte: "hyp, alle mine Heste!"
"Jeg skal hyppe dine Heste!" sagde store Claus, og tog
Tøirekøllen og slog lille Claus's eneste Hest for Panden, saa at
den faldt om, og var ganske død.
"Ak nu har jeg slet ingen Heste mere!" sagde lille Claus og
gav sig til at græde. Siden flaaede han Hesten, tog Huden og
lod den godt tørre i Vinden, puttede den saa i en Pose, som han
tog paa Nakken, og gik ad Byen til for at sælge sin Hestehud.
Han havde saadan en lang Vei at gaae, skulle igjennem en
stor mørk Skov, og nu blev det et frygteligt ondt Veir; han gik
ganske vild, og før han kom paa den rette Vei, var det Aften, og
altfor langt til at komme til Byen eller hjem igjen, før det blev
Nat.