Page 21 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Tæt ved Veien laae der en stor Bondegaard, Skudderne
udenfor vare skudte for Vinduerne, men Lyset kunde dog
ovenfor skinne ud. Der kan jeg vel faae Lov at blive Natten
over, tænkte lille Claus, og gik hen at banke paa.
Bondekonen lukkede op, men da hun hørte, hvad han vilde,
sagde hun, at han skulde gaae sin Vei, hendes Mand var ikke
hjemme, og hun tog ikke imod nogen Fremmede.
"Naa, saa maa jeg da ligge udenfor," sagde lille Claus, og
Bondekonen lukkede Døren for ham.
Tæt ved stod en stor Høstak, og mellem den og Huset var
bygget et lille Skuur med et fladt Straatag.
"Der kan jeg ligge oppe!" sagde lille Claus, da han saae
Taget, "det er jo en deilig Seng, Storken flyver vel ikke ned og
bider mig i Benene." For der stod en levende Stork oppe paa
Taget, hvor den havde sin Rede.
Nu krøb lille Claus op paa Skuret, hvor han laae og vendte
sig, for at ligge rigtig godt. Træskudderne for Vinduerne
sluttede ikke oventil, og saa kunde han see lige ind i Stuen.
Der var dækket et stort Bord med Viin og Steg og saadan en
deilig Fisk, Bondekonen og Degnen sad til Bords og ellers slet
ingen andre, og hun skjænkede for ham og han stak paa Fisken,
for det var noget han holdt af.
"Hvem der dog kunde faae noget med!" sagde lille Claus, og
rakte Hovedet lige hen mod Vinduet. Gud, hvilken deilig Kage
han kunde see staae derinde! Jo, det var Gilde!
Nu hørte han Een komme ridende paa Landeveien hen imod
Huset, det var Bondekonens Mand, som kom hjem.