Page 22 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Det var saadan en god Mand, men han havde den
forunderlige Sygdom, at han aldrig kunde taale at see Degne;
kom der en Degn for hans Øine, blev han ganske rasende.
Derfor var det ogsaa, at Degnen var gaaet ind for at sige god
Dag til Konen, da han vidste Manden ikke var hjemme, og den
gode Kone satte derfor al den deiligste Mad, hun havde, for
ham; da de nu hørte Manden kom, bleve de saa forskrækkede,
og Konen bad Degnen krybe ned i en stor tom Kiste, der stod
henne i Krogen; det gjorde han, for han vidste jo, at den
stakkels Mand ikke kunde taale at see Degne. Konen gjemte
gesvindt al den deilige Mad og Viin inde i sin Bagerovn, for
havde Manden faaet den at see, saa havde han nok spurgt, hvad
den skulde betyde.
"Ak ja!" sukkede lille Claus oppe paa Skuret, da han saae al
Maden blive borte.
"Er der nogen der oppe?" spurgte Bondemanden og kigede
op paa lille Claus. "Hvorfor ligger Du der? kom heller med ind
i Stuen!"
Saa fortalte lille Claus, hvorledes han havde forvildet sig, og
bad om han maatte blive Natten over.
"Ja vist!" sagde Bondemanden, "men nu skulle vi først have
lidt at leve af!"
Konen tog meget venlig imod dem begge to, dækkede et
langt Bord og gav dem et stort Fad Grød. Bondemanden var
sulten og spiste med rigtig Appetit, men lille Claus kunde ikke
lade være at tænke paa den deilige Steg, Fisk og Kage, han
vidste stod inde i Ovnen.