Page 107 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da skal de se
når de syne Valen,
at Livet vi gav
for Guld, vi fik.
Lad Ravn og Ørn
kun æde vort Lig,
vor Drot, som sig sømmer,
i Døden vi fulgte.
Disse Taler har jeg særlig af den Grund gjengivet på Vers, at
et dansk Kvad af samme Indhold endnu lever i Mindet hos
mange, der er fortrolige med Oldtidens Tildragelser.
Svenskerne sejrede, og hele Rolvs Krigerskare faldt, den
eneste Ungersvend, der overlevede Kampen, var Vøgg; så
højt skattede nemlig Kong Rolvs Mænd hans herlige
Egenskaber, at de, da han var falden, alle attråede at dø og
holdt det for større Gammen at følge ham i Døden end at
leve.
I sin Glæde lod Hjartvar strax efter Kampen anrette et
Gjæstebud for ved et Gilde at fejre sin Sejr. Da han var
bleven mæt og drukken sagde han, at det undrede ham, at
der, så mange Krigsfolk Rolv havde, ikke var én af dem, der
havde bjærget sig ved at fly eller lade sig tage til Fange; det
var grant at se, sagde han, med hvor stor Troskab de havde
elsket deres Konge, siden de ikke vilde overleve ham; ilde
var det, at der ikke var en eneste af dem tilbage, der kunde
træde i hans Tjeneste, Folk som dem, sagde han, vilde han
så inderlig gjærne have. Da Vøgg så blev ført frem for ham,
blev han så glad, som om han havde fået en kostbar Gave,
og spurgte, om han vilde tage Sold hos ham. Da han svarede
Ja, rakte Hjartvar ham sit dragne Sværd, men Vøgg vilde
ikke tage ved Odden, han vilde have Fæstet, således plejede
-101-