Page 108 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Rolv at byde sine Kæmper Sværdet, sagde han. Det var
nemlig i gamle Dage Skik, at den, der vilde give sig i
Kongens Tjeneste, lagde Hånden på Sværdets Hjalte og svor
ham Troskab. Da han således havde fået Fæstet fat, jog han
Odden igjennem Hjartvar og fuldbyrdede således den Hævn,
han havde lovet Rolv og så stolt og glad var han over den
Bedrift, at han ivrig opfordrede Hjartvars Krigere til at støde
til, da de styrtede ind på ham, idet han sagde, at hans Glæde
over,at han havde dræbt Voldsmanden, var større end hans
Harme over, at han selv skulde lade Livet. Sålunde blev
Gjæstebudet forvandlet til Ligfærd og Sejrsjublen til Gråd
og Klage over den døde. Altid bør denne Mand mindes med
berømmeligt Eftermæle, han, som kjækt holdt sit Løfte og
frivillig gik i Døden efter ved sin Dåd at have bestænket
Gildebordet med Voldsmandens Blod. Hans Sjæls fyrige
Mod gøs ikke tilbage for Drabsmændenes Hænder, da han
så' det Sted, hvor Rolv plejede at sidde, rødnet af hans
Morders Blod. Sålunde vandt og mistede Hjartvar Riget på
en og samme Dag, thi Fals slår sin egen Herre på Hals, og
længe får man ikke Gavn af, hvad man har erhvervet ved
Synd og Svig, og sålunde gik det til, at Svenskerne, kort
efter at de var bleven Herrer i Danmark, ikke kunde bjærge
Livet, thi Sjællænderne kom over dem og fældede dem som
et skyldigt Sonoffer for den hedenfarne Konge. Således
straffer Skæbnen som oftest dem, der farer frem med Svig
og Falskhed.
-102-