Page 115 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

værge sig; intet Våben eller Værge holdt Stand imod hans
Slag, hvad han ramte knustes, hverken Skjolde eller Hjælme
stod sig mod hans vældige Kølle, ingen var så stor eller
stærk, at han jo måtte bukke under for ham. Sejren vilde da
også være tilfalden Guderne, hvis ikke Hød, da hans Fylking
begyndte at vige, hurtig var løbet frem og havde gjort
Køllen ubrugelig ved at hugge Skaftet over på den. Da
Guderne havde mistet det Våben, gav de sig strax på Flugt.
Man skulde ikke tro, at Guder kunde overvindes af
Mennesker, hvis de gamle ikke forsikrede det, men for
Resten var de jo mere Guder af Navn end virkelige Guder,
vi kalde dem blot så, fordi Hedningerne gjorde det, ikke
fordi de virkelig var det.
Balder reddede sig ved at løbe sin Vej, og Sejrherrerne
sønderhuggede nogle af hans Skibe og borede Resten i
Sænk; ikke tilfreds med at have overvundet Guder lod de
deres Grumhed gå ud over, hvad der var tilbage af Flåden,
og styrede deres ulyksalige Krigslyst ved at ødelægge den;
Medgang øger jo for det meste Overmodet. Havnen, hvor
Slaget stod, minder endnu ved sit Navn om Balders Flugt.
Sachserkongen Geld, der faldt i det samme Slag, gav Hød en
herlig Ligfærd; han lod bygge et Bål til ham af Skibe og
lagde ham der oven på Ligene af hans Skibsfolk og lod ikke
blot en prægtig Gravhøj opkaste over hans Aske, Resterne af
det kongelige Lig, men fulgte det også til Jorden med alle
Æresbevisninger. Derefter vendte han, for at ikke yderligere
Gjenvordigheder skulde trække hans Giftermål i Langdrag,
tilbage til Gevar og holdt sit med Længsel attråede Bryllup
med Nanna, hvorpå han efter at have skjænket Helge og
Thora rige Gaver, førte sin Brud hjem til Sverige, i lige så
høj Grad æret af alle på Grund af Sejren, som Balder var
bleven til Latter ved sin Flugt.
-109-