Page 116 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da de svenske Stormænd en Stund efter drog til Danmark
for at betale Skat, fik Hød, der for sin Faders udmærkede
Fortjenesters Skyld var bleven kåret til Konge af sine
Landsmænd, en Prøve på Lykkens Ustadighed, thi han blev
overvunden i et Slag af Balder, som han selv kort i Forvejen
havde overvundet, og måtte flygte til Gevar, så at den Sejr,
han havde vundet som Undersåt, blev ham fravristet som
Konge. Efter at have vundet denne Sejr lod Balder for at
skaffe Vand, hans Krigere kunde læske deres Tørst med,
grave dybt i Jorden i Håb om at finde nye Kilder; Vandet
vældede også frem, og de tørstige Krigere satte Mundene til
de sprudlende Væld rundt omkring. Man holder for, at
Navnet på disse Kilder endnu lever i Folkemunde, så at
Sporene af dem endnu ikke er helt udslettede, skjønt det
fordums Væld nu er udtørret. Om Nætterne blev Balder
stadig så stærkt plaget af Marer i Nannas Skikkelse, at han
faldt i en Sot, der tog således på ham, at han ikke kunde
støtte på Benene, hvorfor han begyndte at vænne sig til at
age i Vogn eller Kærre, når han færdedes ude. Så stærkt var
hans Hjærte opfyldt af Elskov, at han næsten helt svandt
hen, og han syntes, at Sejr ingen Ting havde at betyde for
ham, når den ikke bragte ham Nanna som bytte.
Frø bosatte sig nu også som Gudernes Statholder ikke langt
fra Upsal, hvor han i Steden for den gamle Måde at ofre på,
der havde været brugt i så mange Hundrede År og af så
mange Folk, indførte en ny sørgelig og gruelig Slags Ofre;
han bragte nemlig Guderne vederstyggelige Ofre ved at lade
Mennesker slagte til deres Ære.
Imidlertid havde Hød fået at vide, at Danmark var uden
Høvding, idet Rolv var bleven dræbt af Hjartvar, som strax
havde måttet bøde derfor med Livet. Her havde Tilfældet
bragt ham, hvad han knapt havde kunnet håbe, sagde han,
-110-