Page 111 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

bange for at pådrage sig Balders Vrede ved at give ham et
Afslag, thi han havde først været hos ham i samme Ærind,
og hans Legem var så stærkt og helligt, at Sværd ikke bed
på det. Han vidste nu alligevel ét Sværd, sagde han, der
kunde give Balder Banesår, men det var godt gjemt; det
tilhørte en Skovtrold ved Navn Miming, og han havde også,
en Armring, der ved en hemmelig og vidunderlig Magt
bevirkede, at dens Ejermands Rigdom stadig voxede, men
Vejen til Stedet, hvor disse Ting fandtes, var ufarbar og fuld
af Hindringer, så det var ikke let for noget Menneske at
komme derhen; på største Delen af den herskede der
desuden til Stadighed en usædvanlig stærk Kulde. Derfor
skulde han spænde Rener for sin Vogn, for at de hurtig
kunde føre ham over de i Frost stivnede Fjælde. Når han var
kommen til stedet, skulde han rejse sit Telt således vendt fra
Solen, at dets Skygge faldt på Hulen, Miming holdt til i, og
at det selv ikke lå i Skygge, for at Mørket ikke skulde
skræmme Trolden fra at gå ud. På den Måde vilde han
kunne få fat i Armringen og Sværdet, af hvilke den første
skaffede Rigdom, det andet Sejr, så at begge Dele var
kostelige Klenodier for den, som ejede dem. Således talte
Gevar, og Hød var ikke sen til at gjøre, som han sagde,
rejste sit Telt på den Måde, der var bleven ham anvist, og
tilbragte Nætterne med at ligge på Lur og Dagene med at gå
på Jagt, så han hverken Nat eller Dag fik Søvn i sine Øjne,
men delte Døgnet imellem at gruble over Tingene og at
skaffe Midler til Livets Ophold. Som han således en Nat
igjennem sad mat og døsig med Sindet opfyldt af
Bekymringer så' han Troldens Skygge falde over sit Telt;
han kastede sit Spyd efter ham, så han faldt, og da han ikke
mægtede at fly, bandt han ham og afæskede ham med de
grummeste Trusler Sværdet og Armringen. Trolden var ikke
sen til at kjøbe sit Liv ved at give ham, hvad han forlangte,
thi det gælder for alle, at Livet går fremfor alt andet, intet
plejer at være de dødelige dyrebarere end det. Med de
-105-