Page 23 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kilde med så skadeligt Vand, at hvo som drikker deraf,
falder død om, som om han havde fået Gift. Der er også
andre Kilder, hvis Vand skal smage som Øl, end videre en
Slags Ild, som ikke kan brænde Træ, men fortærer Vand, og
endelig en Sten, som, uden at nogen rører ved den, ganske af
sig selv ved egen Kraft ruller ned ad Fjældskrænterne.
Men for at vende tilbage til Norge, som jeg må beskrive lidt
nøjere, så må man vide, at det imod Øst grænser til Sverige
og Gøtland og mod Vest og Syd omgives af Havet. Mod
Nord vender det imod et Land, hvis Beskaffenhed og Navn
er ukjendt, hvor der ingen Mennesker bor, men er fuldt op af
sælsomme Uhyrer, og som er skilt fra den lige overfor
liggende Del af Norge ved et umådeligt Hav. Da Sejladsen
på det er såre usikker, er det kun yderst få, som er komne
lykkelig hjem igjen efter at have vovet sig ud på det.
Havets Løb er for øvrigt således, at det til den ene Side efter
at have gjennemskåret Danmark går videre og slår en stor
Bugt sønden om Gotland, til den anden Side går det op
norden om Norge og ind imod Øst, hvor det danner en stor
Bredning og ender i en Bugt, som vore Forfædre kaldte
Gandvig. Imellem Gandvig og Havet sønden for er der kun
et smalt Stykke fast Land, der vender ud til begge Have, og
havde Naturen ikke sat dette Grænseskjel imellem de to
Have, der er så nær ved at flyde over i hinanden, vilde
Sverige og Norge have udgjort en Ø. I den østlige Del af
disse Egne bor Skridfinnerne, et Folkefærd af ivrige Jægere,
som bruger en egen Slags Skridsko, på hvilke de færdes
omkring på ellers utilgængelige Bjærge og når, hvorhen de
vil, ved sindig at sno og dreje sig, thi der gives ikke nogen
Klippe så høj, at de ikke ved snildt at krydse sig frem kan nå
op på Toppen af den. Fra Dalbunden arbejder de sig nemlig i
Bugtninger op ad Klipperne og styrer deres Løb med mange
-17-