Page 28 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Skjold og Gram
Loters Søn Skjold skyldte vel sin Fader Livet, men i Sæder
slægtede han ham ingenlunde på, thi allerede fra
Barndommen af artede han sig i alle Måder helt anderledes,
og i Steden for at træde i sin skjændige Faders Fodspor, tog
han sin Farfaders Dyder op som en Arvelod, der vel var
gammel, men derfor ikke mindre god. I sin Ungdom vandt
han Navnkundighed blandt sin Faders Jægere ved at få Bugt
med et grumt Vilddyr, hvorved han gav et herligt Varsel om,
hvad man kunde vente sig af ham længer frem i Tiden. Han
havde nemlig en Gang af sine Formyndere, der gjorde sig al
Flid med at opdrage ham til Dyd og gode Sæder, fået Lov til
at gå med og se på Jagten, og da der så kom en umådelig
stor Bjørn imod ham, og han ingen Våben havde at værge
sig med, bandt han Vilddyret med sit Bælte og holdt det
således, til de andre kom til og fældede det. Han skal også i
Ungdommens Dage have overvundet flere for deres
Manddom navnkundige Kæmper, af hvilke der især gik stort
Ry af to, som hed Atle og Skate.
Da Skjold var femten År gammel, var han så stærk og vel
voxen, at han kunde tage det op med hvem som helst, og
havde givet så store Prøver på Snille, at alle Danmarks
senere Konger har taget Navn efter ham og ladet sig kalde
Skjoldunger. Han formanede også ivrig enhver, der førte et
ryggesløst og dådløst Liv og satte sin Manddomskraft til ved
Overdådighed og Blødagtighed, til at slå ind på en bedre Vej
og tage sig noget nyttigt for. Og hvor store hans
Legemskræfter end var, hans Mod og Manddom var dog
endnu større, og han øvede Bedrifter, som man knapt skulde
tro, han kunde stå og se på, så ung som han var.
Medens han nu således, alt som Tiden led, forfremmedes i
Dyd og gode Sæder, blev han æsket til Tvekamp af Skate,
-22-