Page 30 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sige i alle Måder fulgte lige i hans Fodspor. Han havde fået
alle Legemets og Sjælens ypperligste Gaver og vandt
allerede i Ungdommens År den højeste Ære og
Berømmelse, og den beholdt han også hos Efterkommerne,
hvorfor de gamle danske Skjalde i deres Kvad, når de ret vil
hædre en Konge, kalder ham Gram. Alle Idrætter, der kunde
tjene til at styrke og hærde Legemskræfterne, drev han med
den største Iver, og med forfarne Kæmper som Læremestre
øvede han sig flittig i Våbenbrug, både i at hugge og bøde
for sig. Han giftede sig af Taknemlighed mod sin
Fosterfader Roar for den Omhu, han havde vist ham i hans
spæde Barndom, med hans Datter, der var hans
jævnaldrende og Diesøster, men siden lod han en Mand ved
Navn Besse få hende til Løn for den Hjælp, han altid havde
af ham, thi Besse var ham en sådan Stalbroder i alle hans
Krigsbedrifter, at det ikke er let at sige, om han havde sin
egen eller Besses Tapperhed at takke for al den Hæder og
Ære, han vandt.
Gram fik Nys om, at Svenskekongen Sigtryg havde lovet sin
Datter Grå bort til en Jætte; det tyktes ham, at det var et
skammeligt Ægteskab for en Mø af kongelig Byrd, og han
satte sig da for at give sig i Krig med Svenskerne for som en
anden Herkules at prøve Kræfter med Utysker. For at jage
Skræk i dem, han mødte på sin Vej, klædte han sig i
Bukkeskind og vilde Dyrs Huder og tog en vældig Kølle i
Hånden, så han i alle Måder var at se til som en Jætte, og
således drog han ind i Gøtland. Der mødte han i en Skov
Grå, som kom ridende med nogle Terner på Vej til en Sø,
hvor hun vilde bade sig. Hun troede strax, det var hendes
Fæstemand, og blev på Kvindevis så ræd ved det fæle Syn,
at hun slap Tømmen af Hånden og rystende over hele
Kroppen kvad:
-24-