Humble og Loter
Vore Forfædre havde for Skik, når de skulde kåre en Konge,
at stå på store Stene, der lå fast i Jorden, hvilket skulde give
til Kjende, at deres Valg var urokkeligt som Stenene, de stod
på. På den Vis blev Humble kåret og kejset af Folket, da
hans Fader var død, men Lykken var ham så umild, at han
fra at være Konge atter sank ned til at være Undersåt. Hans
Broder Loter førte nemlig Krig med ham og tog ham til
Fange, og han måtte kjøbe sit Liv ved at give Afkald på
Tronen, andet Redningsvilkår bødes ham ikke. Idet han
således ved sin Broders Vold og Uret blev nødt til at frasige
sig Kongemagten, gav han Menneskeheden et Bevis på, at
om der end er mere Pragt og Herlighed, er der til Gjengjæld
mindre Tryghed i Kongeborgen end i Hytten. Han bar ellers
den Uret, der var overgået ham, med sådan Tålmodighed, at
man skulde tro, han glædede sig over Tabet af sin
Værdighed, som om det var en Lykke, der var bleven ham
til Del, så han har efter mit Skjøn dømt som en Vismand om,
hvad det at være Konge i og for sig er værd.
Loter fo'r ikke mindre grumt frem som Konge, end han
havde gjort som Kriger, thi han herskede med stort Hovmod
og gik ikke af Vejen for Forbrydelser; han fandt det ret og
billigt at skille alle de ypperste Ædlinger ved Liv eller Gods
og således berøve Fædrelandet gjæve Mænd, thi i hver den,
han holdt for sin Jævning i ædel Byrd, så' han en Medbejler
til Kongemagten. Længe fik han dog ikke Lejlighed til
ustraffet at øve sine Skjændselsgjerninger, thi Landsens Folk
sammensvor sig imod ham og tog ham af Dage, så de
samme, der havde givet ham Riget, tog hans Liv.
-21-