Page 961 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Skibe efter dem, syntes det, at det ikke blot var bedrøveligt,
men også en Skam at fly, og mindskede derfor et Par Gange
Farten, som om det agtede at give sig i Kamp med
Danskerne. Absalons Venner opfordrede ham til at vente, til
den øvrige Flåde kom til, men han vilde på ingen Måde
mindske Farten og blev ved at sejle efter dem, han holdt
mere af at drage sig sine Fjenders Angst end sine
Stalbrødres Hjælp til Nytte, sagde han. Da det gik op for
Venderne, tabte de i den Grad Modet, at deres Frygt
fuldstændig fik Overtaget over deres Skamfølelse, og de gav
sig til at kaste Heste og Rustninger over Bord for ved at lette
Skibene at sætte dem bedre i Stand til at komme hurtig af
Sted, hvorhos de brugte Årerne endnu ivrigere end før, til de
omsider nåede Peenemünde, hvor deres vedholdende Flugt
fik Ende, da de fandt et Tilflugtssted dèr. Absalon, som uden
Rast havde forfulgt dem lige dertil, vendte nu ved Aftentide
tilbage til sine Stalbrødre, der havde været optagne af at
gjøre Bytte. Han vilde ikke engang have sin Del af det, thi
han holdt det for mest prisværdigt, at han høstede Ære og
Krigsfolkene Bytte. Af de fem Hundrede Skibe, som den
fjendtlige Flåde bestod af, slap fem og tredive bort, atten
sprang læk og sank, og Resten faldt i Danskernes Hænder.
Det var altså den Dag, da Fjendernes Flåde fuldstændig
blændedes af den Glans, der udstrålede fra Absalon, og
enten måtte fly eller gå til Grunde, den Dag, der gjorde Ende
på de mange Rædsler og så mange Farer for dem, der
færdedes på Søen, befriede Sjællands Havne og Østersøen
for Sørøvernes ulykkesvangre Angreb, nødte de vilde og
grumme Barbarer til at bøje sig under Åget og gjorde vort
Fædreland, som hidtil knap nok havde kunnet værge sin
egen Frihed, til Herre over Venden. Det var en vældig og
mageløs Sejr, som i Bund og Grund gjorde det af med hele
Fjendens Magt. Og medens den kostede Venderne en
Mængde Blod, kostede den Danskerne slet intet; der faldt
kun fire Rygboer, og det er endda uvist, om de faldt for
-955-