Page 119 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

de Klæder, som blev syeede af Tøiet, havde den forunderlige
Egenskab at de blev usynlige for ethvert Menneske, som ikke
duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum.
"Det var jo nogle deilige Klæder," tænkte Keiseren; "ved at
have dem paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige
der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge
fra de dumme! ja det Tøi maa strax væves til mig!" og han gav
de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde
begynde paa deres Arbeide.
De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de arbeidede,
men de havde ikke det mindste paa Væven. Rask væk forlangte
de den fineste Silke, og det prægtigste Guld; det puttede de i
deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve, og det til
langt ud paa Natten.
"Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!" tænkte
Keiseren, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved
at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit
Embede, ikke kunde see det, nu troede han nok, at han ikke
behøvede at være bange for sig selv, men han vilde dog sende
nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i
hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle
vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe
var.
"Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til Væverne!"
tænkte Keiseren, "han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig
ud, for han har Forstand, og ingen passer sit Embede bedre end
han!"