Page 126 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

af Fruens: ja, nu skulde vi see til at finde paa noget! Saavidt var
man og Samtalen begyndte at krystallisere sig som den kunde.
Blandt andet faldt ogsaa Talen paa Middelalderen; Enkelte
ansaae denne for langt interessantere end vor Tid, ja Justitsraad
Knap forsvarede saa ivrig denne Mening, at Fruen strax gik
over paa hans Partie og begge ivrede da mod Ørsteds
Afhandling i Almanaken om gamle og nye Tider, hvori vor
Tidsalder i det Væsentlige sættes øverst. Justitsraaden ansaae
Kong Hans's Tid for den ædleste og lykkeligste.
Medens dette var Stof for Samtalen, der kun øieblikkelig blev
afbrudt ved Ankomsten af et Dagblad, som ingenting indeholdt,
der var værd at læse, ville vi begive os ud i Forværelset, hvor
Overtøi, Stokke og Kalosker havde Plads. Her sad to Piger, en
ung og en gammel; man skulde troe, at de vare komne, for at
følge deres qvindelige Herskab hjem, men betragtede man dem
lidt nøiere, begreb man snart, at de ikke vare simple
Tjenestetyender; dertil vare Formerne altfor ædle, Huden for
fiin og Klædernes Snit for dristigt. Det var to Feer, den yngste
var vel ikke Lykken selv, men en af hendes Kammerjomfruers
Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring;
den ældre saae noget mørk ud, det var Sorgen, hun gaaer altid
selv i egen høie Person sine Ærinder, saa veed hun, at de blive
vel udførte.
De fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde været; den
Lykkens Udsendte havde endnu kun expederet nogle
ubetydelige Ærinder, som at frelse en ny Hat fra Regnskyl,
skaffe en ærlig Mand en Hilsen af et fornemt Nul o.s.v. men
hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske Ualmindeligt.
"Jeg maa da fortælle," sagde hun, "at det er min Geburtsdag
idag, og til Ære for denne er mig betroet et Par Kalosker, som
jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den