Page 123 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad,
ligesom om de gave ham hvert Stykke af de nye, der skulde
være syede, og Keiseren vendte og dreiede sig for Speilet.
"Gud hvor de klæde godt! hvor de sidde deiligt!" sagde de
allesammen. "Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er en kostbar
Dragt!"
"Uden for staae de med Thronhimlen, som skal bæres over
deres Majestæt i Processionen!" sagde Overceremonimesteren.
"Ja jeg er jo istand!" sagde Keiseren. "Sidder det ikke godt?"
og saa vendte han sig nok engang for Speilet! for det skulde nu
lade ligesom om han ret betragtede sin Stads.
Kammerherrerne, som skulde bære Slæbet, famlede med
Hænderne hen ad Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op, de
gik og holdt i Luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de
ingenting kunde see.
Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige
Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne
sagde: "Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket
deiligt Slæb han har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!"
Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa
havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum.
Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.
"Men han har jo ikke noget paa," sagde et lille Barn. "Herre
Gud, hør den Uskyldiges Røst," sagde Faderen; og den Ene
hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.