Page 114 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Seilene svulmede i Vinden, og Skibet gled let og uden stor
Bevægelse hen over den klare Sø
Da det mørknedes, tændtes brogede Lamper og Søfolkene
dandsede lystige Dandse paa Dækket. Den lille Havfrue maatte
tænke paa den første Gang hun dykkede op af Havet og saae
den samme Pragt og Glæde, og hun hvirvlede sig med i
Dandsen, svævede, som Svalen svæver naar den forfølges, og
alle tiljublede hende Beundring, aldrig havde hun dandset saa
herligt; det skar som skarpe Knive i de fine Fødder, men hun
følte det ikke; det skar hende smerteligere i Hjertet. Hun vidste,
det var den sidste Aften hun saae ham, for hvem hun havde
forladt sin Slægt og sit Hjem, givet sin deilige Stemme og
daglig lidt uendelige Qvaler, uden at han havde Tanke derom.
Det var den sidste Nat, hun aandede den samme Luft som han,
saae det dybe Hav og den stjerneblaae Himmel, en evig Nat
uden Tanke og Drøm ventede hende, som ei havde Sjæl, ei
kunde vinde den. Og Alt var Glæde og Lystighed paa Skibet til
langt over Midnat, hun loe og dandsede med Dødstanken i sit
Hjerte. Prindsen kyssede sin deilige Brud, og hun legede med
hans sorte Haar, og Arm i Arm gik de til Hvile i det prægtige
Telt.
Der blev tyst og stille paa Skibet, kun Styrmanden stod ved
Roret, den lille Havfrue lagde sine hvide Arme paa Reelingen
og saae mod Østen efter Morgenrøden, den første Solstraale,
vidste hun, vilde dræbe hende. Da saae hun sine Søstre stige op
af Havet, de vare blege, som hun; deres lange smukke Haar
flagrede ikke længer i Blæsten, det var afskaaret.
"Vi have givet det til Hexen, for at hun skulde bringe Hjælp,
at du ikke denne Nat skal døe! Hun har givet os en Kniv, her er