Page 122 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! "O det er
meget smukt!" sagde Keiseren, "det har mit allerhøieste
Bifald!" og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv;
han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see. Hele Følget,
han havde med sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det,
end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren, "o det er
meget smukt!" og de raadede ham at tage disse nye, prægtige
Klæder paa første Gang, ved den store Procession, som
forestod. "Det er magnifique! nysseligt, excellent!" gik det fra
Mund til Mund, og man var allesammen saa inderligt fornøiede
dermed. Keiseren gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at
hænge i Knaphullet og Titel af Vævejunkere.
Hele Natten før den Formiddag Processionen skulde være,
sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys tændte. Folk
kunde see, de havde travlt med at faae Keiserens nye Klæder
færdige. De lode, som de toge Tøiet af Væven, de klippede i
Luften med store Saxe, de syede med Syenaal uden Traad og
sagde tilsidst: "see nu er Klæderne færdige!"
Keiseren, med sine fornemste Cavalerer, kom selv derhen og
begge Bedragerne løftede den ene Arm i Veiret ligesom om de
holdt noget og sagde: "see her er Beenklæderne! her er Kjolen!
her Kappen!" og saaledes videre fort. "Det er saa let, som
Spindelvæv! man skulde troe man havde ingen Ting paa
Kroppen, men det er just Dyden ved det!"
"Ja!" sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen Ting see,
for der var ikke noget.
"Vil nu deres keiserlige Majestæt allernaadigst behage at tage
deres Klæder af!" sagde Bedragerne, "saa skal vi give dem de
nye paa, herhenne foran det store Speil!"