Page 111 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

som man kan holde af et godt, kjært Barn, men at gjøre hende
til sin Dronning, faldt ham slet ikke ind, og hans Kone maatte
hun blive, ellers fik hun ingen udødelig Sjæl, men vilde paa
hans Bryllups Morgen blive Skum paa Søen.
"Holder du ikke mest af mig, blandt dem allesammen!"
syntes den lille Havfrues Øine at sige, naar han tog hende i sine
Arme og kyssede hendes smukke Pande.
"Jo, du er mig kjærest," sagde Prindsen, "thi du har det bedste
Hjerte af dem Alle, du er mig mest hengiven, og du ligner en
ung Pige jeg engang saae, men vistnok aldrig mere finder. Jeg
var paa et Skib, som strandede, Bølgerne dreve mig i Land ved
et helligt Tempel, hvor flere unge Piger gjorde Tjeneste, den
yngste der fandt mig ved Strandbredden og reddede mit Liv,
jeg saae hende kun to Gange; hun var den eneste, jeg kunde
elske i denne Verden, men du ligner hende, du næsten
fortrænger hendes Billede i min Sjæl, hun hører det hellige
Tempel til, og derfor har min gode Lykke sendt mig dig, aldrig
ville vi skilles!" - "Ak, han veed ikke, at jeg har reddet hans
Liv!" tænkte den lille Havfrue, "jeg bar ham over Søen hen til
Skoven, hvor Templet staaer, jeg sad bag Skummet og saae
efter, om ingen Mennesker vilde komme. Jeg saae den smukke
Pige, som han holder mere af, end mig!" og Havfruen sukkede
dybt, græde kunde hun ikke. "Pigen hører det hellige Tempel
til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i Verden, de mødes ikke
mere, jeg er hos ham, seer ham hver Dag, jeg vil pleie ham,
elske ham, ofre ham mit Liv!"
Men nu skal Prindsen givtes og have Nabokongens deilige
Datter! fortalte man, derfor er det, at han udruster saa prægtigt
et Skib. Prindsen reiser for at see Nabokongens Lande, hedder
det nok, men det er for at see Nabokongens Datter, et stort
Følge skal han have med; men den lille Havfrue rystede med