Page 121 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig Embedsmand
hen for at see, hvorledes det gik med Vævningen, og om Tøiet
snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han saae og
saae, men da der ikke var noget uden de tomme Væve, kunde
han ingen Ting see.
"Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!" sagde begge
Bedragerne og viste og forklarede det deilige Mønster, som der
slet ikke var.
"Dum er jeg ikke!" tænkte Manden, "det er altsaa mit gode
Embede, jeg ikke duer til? Det var løierligt nok! men det maa
man ikke lade sig mærke med!" og saa roste han Tøiet, han
ikke saae, og forsikrede dem sin Glæde over de skjønne
Couleurer og det deilige Mønster. "Ja det er ganske
allerkjæreste!" sagde han til Keiseren.
Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi.
Nu vilde da Keiseren selv see det, medens det endnu var paa
Væven. Med en heel Skare af udsøgte Mænd, mellem hvilke de
to gamle skikkelige Embedsmænd vare, som før havde været
der, gik han hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede
af alle Kræfter, men uden Trevl eller Traad.
"Ja er det ikke magnifique!" sagde begge de skikkelige
Embedsmænd. "Vil deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke
Farver!" og saa pegede de paa den tomme Væv, thi de troede,
de andre vistnok kunde see Tøiet.
"Hvad for noget!" tænkte Keiseren, "jeg seer ingen Ting! det
er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser?