Page 116 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

gjennem Luften. Den lille Havfrue saae, at hun havde et
Legeme som de, det hævede sig meer og meer op af Skummet.
"Til hvem kommer jeg!" sagde hun, og hendes Stemme klang
som de andre Væsners, saa aandigt, at ingen jordisk Musik kan
gjengive det.
"Til Luftens Døttre!" svarede de andre. "Havfruen har ingen
udødelig Sjæl, kan aldrig faae den, uden hun vinder et
Menneskes Kjærlighed! af en fremmed Magt afhænger hendes
evige Tilværelse. Luftens Døttre have heller ingen evig Sjæl,
men de kunne selv ved gode Handlinger skabe sig een. Vi flyve
til de varme Lande, hvor den lumre Pestluft dræber
Menneskene; der vifte vi Kjøling. Vi sprede Blomsternes Duft
gjennem Luften og sende Vederqvægelse og Lægedom. Naar vi
i tre hundred Aar have stræbt at gjøre det Gode, vi kunne, da
faae vi en udødelig Sjæl og tage Deel i Menneskenes evige
Lykke. Du stakkels lille Havfrue har med hele dit Hjerte stræbt
efter det samme, som vi, du har lidt og taalt, hævet dig til
Luftaandernes Verden, nu kan du selv gjennem gode
Gierninger skabe dig en udødelig Sjæl om tre hundred Aar."
Og den lille Havfrue løftede sine klare Arme op mod Guds
Sol, og for første Gang følte hun Taarer. - Paa Skibet var igjen
Støi og Liv, hun saae Prindsen med sin smukke Brud søge efter
hende, veemodig stirrede de paa det boblende Skum, som om
de vidste, hun havde styrtet sig i Bølgerne. Usynlig kyssede
hun Brudens Pande, smiilte til ham og steeg med de andre
Luftens Børn op paa den rosenrøde Sky, som seilede i Luften.
"Om trehundrede Aar svæve vi saaledes ind i Guds Rige!"
"Ogsaa tidligere kunne vi komme der!" hviskede een.
"Usynligt svæve vi ind i Menneskenes Huse, hvor der er Børn,