Page 120 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to
Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. "Gud bevar'
os!" tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! "jeg kan
jo ikke se noget!" Men det sagde han ikke.
Begge Bedragere bad ham være saa god at træde nærmere og
spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver.
Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle
Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see
noget, for der var ingen Ting. "Herre Gud!" tænkte han,
"skulde jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa
ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede?
Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!"
"Naa, de siger ikke noget om det!" sagde den ene, som
vævede!
"O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde den gamle
Minister og saae igjennem sine Briller, "dette Mønster og disse
Farver! - ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig
særdeles!"
"Naa det fornøier os!" sagde begge Væverne, og nu nævnede
de Farverne ved Navn og det sælsomme Mønster. Den gamle
Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det samme, naar
han kom hjem til Keiseren, og det gjorde han.
Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det
skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer,
paa Væven kom ikke en Trevl, men de bleve ved, som før, at
væve paa den tomme Væv.