Page 112 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Hovedet og loe; hun kjendte Prindsens Tanker meget bedre,
end alle Andre. "Jeg maa reise!" havde han sagt til hende, "jeg
maa see den smukke Prindsesse, mine Forældre forlange det,
men tvinge mig til at føre hende her hjem, som min Brud, ville
de ikke! jeg kan ikke elske hende! hun ligner ikke den smukke
Pige i Templet, som du ligner, skulde jeg engang vælge en
Brud, saa blev det snarere dig, mit stumme Hittebarn med de
talende Øine!" og han kyssede hendes røde Mund, legede med
hendes lange Haar og lagde sit Hoved ved hendes Hjerte, saa
det drømte om Menneske-Lykke og en udødelig Sjæl.
"Du er dog ikke bange for Havet, mit stumme Barn!" sagde
han, da de stode paa det prægtige Skib, som skulde føre ham til
Nabokongens Lande; og han fortalte hende om Storm og
Havblik, om sælsomme Fiske i Dybet og hvad Dykkeren der
havde seet, og hun smilte ved hans Fortælling, hun vidste jo
bedre, end nogen Anden, Besked om Havets Bund.
I den maaneklare Nat, naar de alle sov, paa Styrmanden nær,
som stod ved Roret, sad hun ved Reelingen af Skibet og
stirrede ned igjennem det klare Vand, og hun syntes at see sin
Faders Slot, øverst deroppe stod den gamle Bedstemoder med
Sølvkronen paa Hovedet og stirrede op igjennem de stride
Strømme mod Skibets Kjøl. Da kom hendes Søstre op over
Vandet, de stirrede sorrigfuldt paa hende og vrede deres hvide
Hænder, hun vinkede ad dem, smilte og vilde fortælle, at Alt
gik hende godt og lykkeligt, men Skibsdrengen nærmede sig
hende og Søstrene dykkede ned, saa han blev i den Tro, at det
Hvide, han havde seet, var Skum paa Søen.
Næste Morgen seilede Skibet ind i Havnen ved Nabokongens
prægtige Stad. Alle Kirkeklokker ringede, og fra de høie Taarne
blev blæst i Basuner, mens Soldaterne stode med vaiende Faner