Page 110 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Alle vare henrykte derover, især Prindsen, som kaldte hende
sit lille Hittebarn, og hun dandsede meer og meer, skjøndt hver
Gang hendes Fod rørte Jorden, var det, som om hun traadte paa
skarpe Knive. Prindsen sagde, at hun skulde alletider være hos
ham, og hun fik Lov at sove udenfor hans Dør paa en Fløiels
Pude.
Han lod hende sye en Mandsdragt, for at hun til Hest kunde
følge ham. De rede gjennem de duftende Skove, hvor de
grønne Grene sloge hende paa Skulderen og de smaae Fugle
sang bag de friske Blade. Hun klattrede med Prindsen op paa
de høie Bjerge, og skjønt hendes fine Fødder blødte, saa de
Andre kunde see det, loe hun dog deraf og fulgte ham, til de
saae Skyerne seile nede under sig, som var det en Flok Fugle,
der drog til fremmede Lande.
Hjemme paa Prindsens Slot, naar om Natten de andre sov, gik
hun ud paa den brede Marmortrappe, og det kjølede hendes
brændende Fødder, at staae i det kolde Søvand, og da tænkte
hun paa dem dernede i Dybet.
Een Nat kom hendes Søstre Arm i Arm, de sang saa
sorrigfuldt, idet de svømmede over Vandet, og hun vinkede af
dem, og de kjendte hende og fortalte, hvor bedrøvet hun havde
gjort dem allesammen. Hver Nat besøgte de hende siden, og
een Nat saae hun, langt ude, den gamle Bedstemoder, som i
mange Aar ikke havde været over Havet, og Havkongen, med
sin Krone paa Hovedet, de strakte Hænderne hen mod hende,
men vovede sig ikke saa nær Landet, som Søstrene.
Dag for Dag blev hun Prindsen kjærere, han holdt af hende,