Page 115 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

den! seer du hvor skarp? Før Sol staaer op, maa du stikke den i
Prindsens Hjerte, og naar da hans varme Blod stænker paa dine
Fødder, da voxe de sammen til en Fiskehale og du bliver en
Havfrue igjen, kan stige ned i Vandet til os og leve dine tre
Hundrede Aar, før du bliver det døde, salte Søeskum. Skynd
dig! han eller du maa døe, før Sol staaer op! vor gamle
Bedstemoder sørger, saa hendes hvide Haar er faldet af, som
vort faldt for Hexens Sax. Dræb Prindsen og kom tilbage!
Skynd dig, seer du den røde Stribe paa Himlen? Om nogle
Minuter stiger Solen, og da maa du døe!" og de udstødte et
forunderligt dybt Suk og sank i Bølgerne.
Den lille Havfrue trak Purpurtæppet bort fra Teltet, og hun
saae den deilige Brud sove med sit Hoved ved Prindsens Bryst,
og hun bøiede sig ned, kyssede ham paa hans smukke Pande,
saae paa Himlen, hvor Morgenrøden lyste meer og meer, saae
paa den skarpe Kniv og fæstede igjen Øinene paa Prindsen, der
i Drømme nævnede sin Brud ved Navn, hun kun var i hans
Tanker, og Kniven zittrede i Havfruens Haand, - men da
kastede hun den langt ud i Bølgerne, de skinnede røde, hvor
den faldt, det saae ud, som piblede der Blodsdraaber op af
Vandet. Endnu engang saae hun med halvbrustne Blik paa
Prindsen, styrtede sig fra Skibet ned i Havet, og hun følte, hvor
hendes Legeme opløste sig i Skum.
Nu steeg Solen frem af Havet. Straalerne faldt saa mildt og
varmt paa det dødskolde Havskum og den lille Havfrue følte
ikke til Døden, hun saae den klare Sol, og oppe over hende
svævede hundrede gjennemsigtige, deilige Skabninger; hun
kunde gjennem dem see Skibets hvide Seil og Himlens røde
Skyer, deres Stemme var Melodie, men saa aandig, at intet
menneskeligt Øre kunde høre den, ligesom intet jordisk Øie
kunde see dem; uden Vinger svævede de ved deres egen Lethed