Page 113 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

og blinkende Bajonetter. Hver Dag havde en Fest. Bal og
Selskab fulgte paa hinanden, men Prindsessen var der endnu
ikke, hun opdroges langtderfra i et helligt Tempel, sagde de,
der lærte hun alle de kongelige Dyder. Endelig indtraf hun.
Den lille Havfrue stod begjærlig efter at see hendes
Skjønhed, og hun maatte erkjende den, en yndigere Skikkelse
havde hun aldrig seet. Huden var saa fiin og skjær, og bag de
lange mørke Øienhaar smilede et Par sorteblaae trofaste Øine!
"Det er dig!" sagde Prindsen, "dig som har frelst mig, da jeg
laae som et Liig ved Kysten!" og han trykkede sin rødmende
Brud i sine Arme. "O jeg er altfor lykkelig!" sagde han til den
lille Havfrue. "Det Bedste, det jeg aldrig turde haabe, er blevet
opfyldt for mig. Du vil glæde dig ved min Lykke, thi du holder
meest af mig blandt dem Alle!" Og den lille Havfrue kyssede
hans Haand, og hun syntes alt at føle sit Hjerte briste. Hans
Bryllups Morgen vilde jo give hende Døden og forvandle
hende til Skum paa Søen.
Alle Kirkeklokker ringede, Herolderne rede om i Gaderne og
forkyndte Trolovelsen. Paa alle Altre brændte duftende Olie i
kostelige Sølvlamper. Præsterne svingede Røgelsekar og Brud
og Brudgom rakte hinanden Haanden og fik Biskoppens
Velsignelse. Den lille Havfrue stod i Silke og Guld og holdt
Brudens Slæb, men hendes Øre hørte ikke den festlige Musik,
hendes Øie saae ikke den hellige Ceremonie, hun tænkte paa
sin Dødsnat, paa Alt hvad hun havde tabt i denne Verden.
Endnu samme Aften gik Brud og Brudgom ombord paa
Skibet, Kanonerne løde, alle Flagene vaiede, og midt paa
Skibet var reist et kosteligt Telt af Guld og Purpur og med de
deiligste Hynder, der skulde Brudeparret sove i den stille,
kjølige Nat.