Page 217 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Ja nok!" sagde han og fortalte: det maa man nu høre godt
efter. "Der var engang et Bundt Svovlstikker, de vare saa
overordentligt stolte paa det, fordi de vare af høi Herkomst;
deres Stamtræ, det vil sige, det store Fyrretræ, de hver var en
lille Pind af, havde været et stort gammelt Træ i Skoven.
Svovlstikkerne laae nu paa Hylden mellem et Fyrtøi og en
gammel Jerngryde, og for dem fortalte de om deres Ungdom.
"Ja, da vi vare paa den grønne Green!" sagde de, "da vare vi
rigtignok paa en grøn Green! hver Morgen og Aften Diamant-
Thee, det var Duggen, hele Dagen havde vi Solskin, naar Solen
skinnede, og alle de smaa Fugle maatte fortælle os Historier. Vi
kunde godt mærke, at vi ogsaa vare rige, for Løvtræerne de
vare kun klædt paa om Sommeren, men vor Familie havde
Raad til grønne Klæder baade Sommer og Vinter. Men saa kom
Brændehuggerne, det var den store Revolution, og vor Familie
blev splittet ad; Stamherren fik Plads som Stormast paa et
prægtigt Skib, der kunde seile Verden rundt, dersom det vilde,
de andre Grene kom andre Steder, og vi have nu det Hverv at
tænde Lyset for den nedrige Mængde; derfor ere vi fornemme
Folk komne her i Kjøkkenet."
"Ja jeg har det nu paa en anden Maade!" sagde Jerngryden,
som Svovlstikkerne laae ved Siden af. "Lige fra jeg kom ud i
Verden er jeg skuret og kogt mange Gange! jeg sørger for det
Solide og er egentlig talt den Første her i Huset. Min eneste
Glæde er, saadan efter Bordet, at ligge reen og pæn paa Hylden
og føre en fornuftig Passiar med Kammeraterne; men naar jeg
undtager Vandspanden, som engang imellem kommer ned i
Gaarden, saa leve vi altid inden Døre. Vort eneste Nyhedsbud
er Torvekurven, men den snakker saa uroligt om Regjeringen
og Folket; ja, forleden var der en gammel Potte, som af
Forskrækkelse derover faldt ned og slog sig i Stykker! den er
frisksindet, skal jeg sige dem!" - "Nu snakker du for meget!"