Page 211 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

det var at leve, at de aldrig vilde døe, og at Paradisets Have
skulde evig blomstre.
Og Solen gik ned, den hele Himmel blev eet Guld, der gav
Lilierne Skjær som den deiligste Rose, og Prindsen drak af den
skummende Viin, Pigerne rakte ham, og han følte en
Lyksalighed, som aldrig før; han saae, hvor Salens Baggrund
aabnede sig, og Kundskabens Træ stod i en Glands, der
blændede hans Øie; Sangen derfra var blød og deilig, som hans
Moders Stemme, og det var, som hun sang: "mit Barn! mit
elskede Barn!"
Da vinkede Feen og raabte saa kjærligt "følg mig! følg mig!"
og han styrtede hen imod hende, glemte sit Løfte, glemte det
alt den første Aften, og hun vinkede og smilede. Duften, den
krydrede Duft rundt om blev mere stærk, Harperne tonede
langt deiligere, og det var, som de Millioner smilende Hoveder
i Salen, hvor Træet groede, nikkede og sang: "Alt bør man
kjende! Mennesket er Jordens Herre" og det var ikke længer
Blod-Taarer, der faldt fra Bladene paa Kundskabens Træ, det
var røde, funklende Stjerner, syntes ham. "Følg mig, følg mig!"
lød de bævende Toner, og ved hvert Skridt brændte Prindsens
Kinder hedere, hans Blod bevægede sig stærkere! "jeg maa!"
sagde han, "det er jo ingen Synd, kan ikke være det! hvorfor
ikke følge Skjønhed og Glæde! see hende sove vil jeg! der er jo
intet tabt, naar jeg kun lader være at kysse hende, og det gjør
jeg ikke, jeg er stærk, jeg har en fast Villie!"
Og Feen kastede sin straalende Dragt, bøiede Grenene
tilbage, og et Øieblik efter var hun skjult derinde.
"Jeg har endnu ikke syndet!" sagde Prindsen, "og vil det ikke
heller;" og saa drog han Grenene til Side, der sov hun allerede,
deilig, som kun Feen i Paradisets Have kan være det; hun