Page 227 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Ja nu faae vi ikke fortalt Historier!" sagde Ole Lukøie, "nu
maa jeg exersere dem! een to! een to!" og saa exerserede han
Bogstaverne, og de stode saa ranke og saa sunde som nogen
Forskrift kunde staae, men da Ole Lukøie gik, og Hjalmar om
Morgenen saae til dem, saa vare de lige saa elendige som før.
Tirsdag
Saasnart Hjalmar var i Seng, rørte Ole Lukøie med sin lille
Troldsprøite ved alle Møblerne i Stuen og strax begyndte de at
snakke, og Allesammen snakkede de om dem selv, undtagen
Spyttebakken, den stod taus og ærgrede sig over, at de kunde
være saa forfængelige, kun at tale om dem selv, kun at tænke
paa dem selv og slet ikke at have Tanke for den, der dog stod
saa beskeden i Krogen og lod sig spytte paa.
Der hang over Komoden et stort Maleri i en forgyldt Ramme,
det var et Landskab, man saae høie gamle Træer, Blomster i
Græsset og et stort Vand med en Flod, der løb om bag Skoven,
forbi mange Slotte, langt ud i det vilde Hav.
Ole Lukøie rørte med sin Troldsprøite ved Maleriet og saa
begyndte Fuglene derinde at synge, Træernes Grene bevægede
sig og Skyerne toge ordentlig Flugt, man kunde see deres
Skygge hen over Landskabet.
Nu løftede Ole Lukøie den lille Hjalmar op mod Rammen, og
Hjalmar stak Benene ind i Maleriet, lige ind i det høie Græs og
der stod han; Solen skinnede mellem Træernes Grene ned paa
ham. Han løb hen til Vandet, satte sig i en lille Baad der laae;
den var malet rød og hvid, Seilene skinnede som Sølv og sex
Svaner alle med Guldkroner nede om Halsen og en straalende
blaa Stjerne paa Hovedet, trak Baaden forbi de grønne Skove,
hvor Træerne fortalte om Røvere og Hexe og Blomsterne om