Page 209 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

og Eva havde spiist. Fra hvert Blad dryppede en skinnende rød
Dugdraabe; det var, som om Træet græd blodige Taarer.
"Lad os nu stige i Baaden!" sagde Feen, "der ville vi nyde
Forfriskninger ude paa det svulmende Vand! Baaden gynger,
kommer dog ikke af Stedet, men alle Verdens Lande glide forbi
vore Øine." Og det var underligt at see, hvorledes hele Kysten
bevægede sig. Der kom de høie sneebedækte Alper, med Skyer
og sorte Grantræer, Hornet klang saa dybt veemodigt, og
Hyrden jodlede smukt i Dalen. Nu bøiede Banantræerne deres
lange, hængende Grene ned over Baaden, kulsorte Svaner
svømmede paa Vandet, og de sælsomste Dyr og Blomster viste
sig paa Strandbreden: det var Ny-Holland, den femte
Verdensdeel, der med en Udsigt til de blaa Bjerge gled forbi.
Man hørte Præsternes Sang og saae de Vildes Dands til Lyden
af Trommer og Been-Tuber. Ægypternes Pyramider, der ragede
ind i Skyerne, omstyrtede Søiler og Sphinxer, halv begravet i
Sandet, seilede forbi. Nordlysene brændte over Nordens Jøkler,
det var et Fyrværkeri, som Ingen kunde gjøre efter. Prindsen
var saa lyksalig, ja han saae jo hundrede Gange mere, end hvad
vi her fortælle.
"Og altid kan jeg blive her?" spurgte han.
"Det beroer paa dig selv!" svarede Feen. "Dersom du ikke
som Adam, lader dig friste til at gjøre det Forbudne, da kan du
altid blive her!"
"Jeg skal ikke røre Æblerne paa Kundskabens Træ!" sagde
Prindsen. "Her er jo tusinde Frugter, skjønne, som de!"
"Prøv dig selv, og er du ikke stærk nok, saa følg med
Østenvinden, som bragte dig; han flyver nu tilbage og kommer