Page 212 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

smilede i Drømme, han bøiede sig ned over hende og saae
Taarerne bæve mellem hendes Øienhaar!
"Græder du over mig?" hviskede han, "græd ikke, du deilige
Qvinde! Nu begriber jeg først Paradisets Lykke, den strømmer
gjennem mit Blod, gjennem min Tanke, Cherubens Kraft og
evige Liv føler jeg i mit jordiske Legeme, lad det blive evig
Nat for mig, et Minut, som dette, er Rigdom nok!" og han
kyssede Taaren af hendes Øie, hans Mund rørte ved hendes - -
- Da lød der et Tordenskrald, saa dybt og skrækkeligt, som
ingen har hørt det før, og Alt styrtede sammen: den deilige Fee,
det blomstrende Paradiis sank, det sank saa dybt, saa dybt,
Prindsen saae det synke i den sorte Nat; som en lille skinnende
Stjerne straalede det langt borte! Dødskulde gik gjennem hans
Lemmer, han lukkede sit Øie og laae længe, som død.
Den kolde Regn faldt paa hans Ansigt, den skarpe Vind
blæste om hans Hoved, da vendte hans Tanker tilbage. "Hvad
har jeg gjort!" sukkede han, "jeg har syndet som Adam! syndet,
saa Paradiset er sjunket dybt der ned!" og han aabnede sit Øie,
Stjernen, langt borte, Stjernen, der funklede som det sjunkne
Paradiis, saae han endnu - det var Morgenstjernen paa Himlen.
Han reiste sig op og var i den store Skov nær ved Vindenes
Hule; og Vindenes Moder sad ved hans Side, hun saae vred ud,
og løftede sin Arm i Veiret.
"Allerede den første Aften!" sagde hun, "det tænkte jeg nok!
ja, var du min Dreng, saa skulde Du nu i Posen!"
"Der skal han komme!" sagde Døden; det var en stærk
gammel Mand med en Lee i Haanden og med store sorte
Vinger. "I Liigkisten skal han lægges, men ikke nu; jeg mærker