Page 215 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

meget godt, men han havde ikke noget at pakke ind, saa satte
han sig selv i Kufferten.
Det var en løierlig Kuffert. Saa snart man trykkede paa
Laasen, kunde Kufferten flyve; det gjorde den, vips fløi den
med ham op igjennem Skorstenen, høit op over Skyerne,
længer og længer bort; det knagede i Bunden, og han var saa
forskrækket, for at den skulde gaae i Stykker, for saa havde han
gjort en ganske artig Volte! Gud bevar' os! og saa kom han til
Tyrkernes Land. Kufferten skjulte han i Skoven, under de visne
Blade og gik saa ind til Byen; det kunde han godt gjøre, for hos
Tyrkerne gik jo alle ligesom han i Sloprok og Tøfler. Saa
mødte han en Amme med et lille Barn. "Hør du Tyrke-Amme!"
sagde han, "hvad er det for et stort Slot her tæt ved Byen,
Vinduerne sidde saa høit!"
"Der boer Kongens Datter!" sagde hun, "der er spaaet hende,
at hun skal blive saa ulykkelig over en Kjæreste, og derfor maa
der ingen komme til hende, uden Kongen og Dronningen er
med!"
"Tak!" sagde Kjøbmandssønnen, og saa gik han ud i Skoven,
satte sig i sin Kuffert, fløi op paa Taget og krøb ind af Vinduet
til Prindsessen.
Hun laae i Sophaen og sov; hun var saa deilig, at
Kjøbmandssønnen maatte kysse hende; hun vaagnede og blev
ganske forskrækket, men han sagde, han var Tyrkeguden, som
var kommen ned igjennem Luften til hende, og det syntes hun
godt om.
Saa sad de ved Siden af hinanden, og han fortalte Historier
om hendes Øine: de vare de deiligste, mørke Søer, og Tankerne