Page 208 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Nu kom Paradisets Fee; hendes Klæder straalede som Solen,
og hendes Ansigt var mildt, som en glad Moders, naar hun ret
er lykkelig over sit Barn. Hun var saa ung og smuk, og de
deiligste Piger, hver med en lysende Stjerne i Haaret, fulgte
hende.
Østenvinden gav hende det skrevne Blad fra Fugl Phønix, og
hendes Øine funklede af Glæde; hun tog Prindsen ved Haanden
og førte ham ind i sit Slot, hvor Væggene havde Farver, som
det prægtigste Tulipanblad, holdt mod Solen, Loftet selv var
een stor straalende Blomst, og jo mere man stirrede op i den,
desto dybere syntes dens Bæger. Prindsen traadte hen til
Vinduet og saae igjennem een af Ruderne, da saae han
Kundskabens Træ med Slangen, og Adam og Eva stod tæt
derved. "Ere de ikke forjagne?" spurgte han, og Feen smilede,
og forklarede ham at paa hver Rude havde Tiden saaledes
brændt sit Billede, men ikke, som man pleiede at see det, nei
der var Liv deri, Træernes Blade rørte sig, Menneskene kom og
gik, som i et Speilbillede. Og han saae gjennem en anden Rude,
og der var Jacobs Drøm, hvor Stigen gik lige ind i Himlen, og
Englene med store Vinger svævede op og ned. Ja, Alt hvad der
var skeet i denne Verden levede og rørte sig i Glasruderne; saa
kunstige Malerier kunde kun Tiden indbrænde.
Feen smilede og førte ham ind i en Sal, stor og høi; dens
Vægge syntes transparente Malerier, med det ene Ansigt
deiligere, end det andet; det var Millioner Lykkelige, der
smilede og sang, saa det flød sammen i een Melodie; de
allerøverste vare saa smaa, at de syntes mindre, end den
mindste Rosenknop, naar den tegnes som en Prik paa Papiret.
Og midt i Salen stod et stort Træ med hængende yppige Grene;
gyldne Æbler, store og smaa, hang som Appelsiner mellem de
grønne Blade. Det var Kundskabens Træ, af hvis Frugt Adam