Page 210 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

her ej i hundrede Aar; den Tid vil paa dette Sted gaae for dig,
som var det kun hundrede Timer, men det er lang Tid for
Fristelsen og Synden. Hver Aften, naar jeg gaar fra dig, maa
jeg tilraabe dig "følg med!" jeg maa vinke med Haanden ad
dig, men bliv tilbage. Gaa ikke med, thi da vil ved hvert Skridt
din Længsel blive større: du kommer i Salen, hvor
Kundskabens Træ groer; jeg sover under dens duftende
hængende Grene, du vil bøie dig over mig, og jeg maa smile,
men trykker du et Kys paa min Mund, da synker Paradiset dybt
i Jorden, og det er tabt for dig, Ørkenens skarpe Vind vil
omsuse dig, den kolde Regn dryppe fra dit Haar. Sorg og
Trængsel bliver din Arvelod."
"Jeg bliver her!" sagde Prindsen, og Østenvinden kyssede
ham paa Panden og sagde "vær stærk, saa samles vi her igjen
om hundrede Aar! farvel! farvel!" og Østenvinden bredte sine
store Vinger ud; de lyste, som Kornmoen i Høsten, eller
Nordlyset i den kolde Vinter. "Farvel! farvel!" klang det fra
Blomster og Træer. Storke og Pelikaner fløi i Række, som
flagrende Baand, og fulgte med til Grændsen af Haven.
"Nu begynde vore Dandse!" sagde Feen, "ved Slutningen,
hvor jeg dandser med dig, vil du see, idet Solen synker, at jeg
vinker ad dig, du vil høre mig tilraabe dig: følg med! men gjør
det ikke! i hundred Aar maa jeg hver Aften gjentage det; for
hver Gang den Tid er omme, vinder du mere Kraft, tilsidst
tænker du aldrig derpaa. Iaften er det første Gang; nu har jeg
advaret dig!"
Og Feen førte ham ind i en stor Sal af hvide gjennemsigtige
Lilier, de gule Støvtraade i hver var en lille Guldharpe, som
klang med Strængelyd og Fløitetoner. De skjønneste Piger,
svævende og slanke, klædte i bølgende Flor, saa man saae de
deilige Lemmer, svævede i Dandse, og sang om hvor herligt