Page 229 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Snart seilede Hjalmar gjennem Skove, snart ligesom
igjennem store Sale, eller midt igjennem en By; han kom ogsaa
igjennem den hvor hans Barnepige boede, hun der havde baaret
ham, da han var en ganske lille Dreng, og havde holdt saa
meget af ham, og hun nikkede og vinkede og sang det nydelige
lille Vers, hun selv havde digtet og sendt Hjalmar:
Jeg tænker paa Dig saa mangen Stund,
Min egen Hjalmar, Du søde!
Jeg har jo kysset Din lille Mund,
Din Pande, de Kinder røde.
Jeg hørte Dig sige de første Ord,
Jeg maatte Dig Afsked sige.
Vor Herre velsigne Dig her paa Jord,
En Engel Du er fra hans Rige!
Og alle Fuglene sang med, Blomsterne dandsede paa Stilken
og de gamle Træer nikkede, ligesom om Ole Lukøie ogsaa
fortalte dem Historier.
Onsdag
Nei hvor Regnen skyllede ned udenfor! Hjalmar kunde høre
det i Søvne! og da Ole Lukøie lukkede et Vindue op, stod
Vandet ligeop til Vindueskarmen; der var en heel Sø derude,
men det prægtigste Skib laae op til Huset.
"Vil Du seile med, lille Hjalmar!" sagde Ole Lukøie, "saa kan
Du i Nat komme til de fremmede Lande og være her i Morgen
igjen!" -
Og saa stod med eet Hjalmar i sine Søndagsklæder midt paa
det prægtige Skib, og strax blev Veiret velsignet og de seilede