Page 230 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

gjennem Gaderne, krydsede om Kirken og nu var Alt en stor
vild Søe. De seilede saa længe, at der ingen Land var at øine
mere, og de saae en Flok Storke, de kom ogsaa hjemme fra og
vilde til de varme Lande; den ene Stork fløi bag ved den anden
og de havde allerede fløiet saa langt, saa langt; een af dem var
saa træt, at hans Vinger næsten ikke kunde bære ham længer,
han var den allersidste i Rækken og snart kom han et stort
Stykke bag efter, tilsidst sank han med udbredte Vinger lavere
og lavere, han gjorde endnu et Par Slag med Vingerne, men det
hjalp ikke; nu berørte han med sine Fødder Tougværket paa
Skibet, nu gled han ned af Seilet og bums! der stod han paa
Dækket.
Saa tog Matrosdrengen ham og satte ham ind i Hønsehuset,
til Høns, Ænder og Kalkuner; den stakkels Stork stod ganske
forknyt midt imellem dem.
"S'ikken een!" sagde alle Hønsene.
Og den kalkunske Hane pustede sig op saa tykt den kunde og
spurgte hvem han var; og Ænderne gik baglænds og puffede til
hinanden: "rap Dig! rap Dig!"