Page 235 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Ja, jeg ved ikke om Du har Lyst igjen i Nat at komme til
Bryllup, det er en anden Slags end den igaar. Din Søsters store
Dukke, den der seer ud som et Mandfolk og kaldes Herman,
skal giftes med Dukken Bertha, det er desuden Dukkens
Geburtsdag og derfor skal der komme saa mange Presenter!"
"Ja, det kjender jeg nok," sagde Hjalmar, "altid naar
Dukkerne trænge til nye Klæder saa lader min Søster dem have
Geburtsdag eller holde Bryllup! det er vist skeet hundred
Gange!"
"Ja, men i Nat er Brylluppet hundred og eet og naar hundred
og eet er ude, saa er Alt forbi! derfor bliver ogsaa dette saa
mageløst. See en Gang!"
Og Hjalmar saae hen paa Bordet; der stod det lille Paphuus
med Lys i Vinduerne, og alle Tinsoldaterne præsenterede
Gevær udenfor. Brudeparret sad paa Gulvet og lænede sig op
til Bordbenet, ganske tankefuldt, og det kunde det jo have
Grund til. Men Ole Lukøie, iført Bedstemoders sorte Skjørt,
viede dem! da Vielsen var forbi, istemte alle Møblerne i Stuen
følgende skjønne Sang, der var skrevet af Blyanten, den gik
paa Melodie, som Tappenstregen.
Vor Sang skal komme, som en Vind
Til Brudeparret i Stuen ind;
De kneise begge, som en Pind,
De ere gjort' af Handskeskind!
:,: Hurra, Hurra! for Pind og Skind!
Det synge vi høit i Veir og Vind! :,:
Og nu fik de Presenter, men de havde frabedet sig alle
spiselige Ting, for de havde nok af deres Kjærlighed.