Søndag
"God Aften!" sagde Ole Lukøie og Hjalmar nikkede, men
sprang saa hen og vendte Oldefaderens Portræt om mod
Væggen, at det ikke skulde snakke med, ligesom igaar.
"Nu skal Du fortælle mig Historier, om de fem grønne Ærter,
der boede i en Ærtebælg, og om "Hanebeen der gjorde Cuur til
Hønebeen", og om Stoppenaalen, der var saa fiin paa det, at
hun bildte sig ind hun var en Synaal!"
"Man kan ogsaa faae for meget af det gode!" sagde Ole
Lukøie, "jeg vil helst vise Dig noget, veed Du nok! jeg vil vise
Dig min Broder, han hedder ogsaa Ole Lukøie, men han
kommer aldrig til nogen meer end eengang og naar han
kommer, tager han dem med paa sin Hest og fortæller dem
Historier; han kan kun to, een der er saa mageløs deilig, at
ingen i Verden kan tænke sig den, og een der er saa fæl og
gruelig - ja det er ikke til at beskrive!" og saa løftede Ole