Page 118 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

aldrig noget Menneske satte sin Fod. Det går jo nemlig
gjærne så, at den, som hjemsøges af Sorg, han ingen Trøst
kan finde for, tyr til fjærne og afsides Steder, som om det
kunde hjælpe til at fordrive Sorgen, og at den, der har tunge
Bekymringer, ikke kan finde sig i at færdes blandt
Mennesker, så højt elsker Sorgen Ensomhed, og den, som er
syg på Sjælen, finder mest Behag i Snavs og Urenlighed.
Hød havde haft for Skik at sidde på Toppen af et meget højt
Bjærg og afgive sine Kjendelser, når Folk kom og
rådspurgte ham, og de, som nu søgte ham forgjæves der,
klagede over hans Ørkesløshed, alle skjældte med de
hårdeste Ord over hans Fraværelse.
Men da Hød en Stund havde vanket om i vildsomme Egne
og var kommen igjennem en Skov, hvor Mennesker ellers
aldrig færdedes, kom han til en Hule, hvor nogle ukjendte
Møer holdt til, som viste sig at være de samme, som i sin
Tid havde givet ham hans Kjortel, som Våben ikke bed på.
Da de spurgte, hvorfor han var kommen did, fortalte han
dem, hvor ulykkelig det var gået ham i Krigen, sagde, at de
havde sveget ham, og begyndte at jamre sig over den kranke
Skæbne, han havde haft, og den Vånde, han var i, og at
beklage sig over, at det havde føjet sig helt anderledes for
ham, end de havde lovet. Dertil svarede Skovmøerne, at
skjønt han kun sjælden var gået af med Sejren, havde han
dog voldt sine Fjender lige så stort Tab, som han selv havde
lidt, og ikke anrettet mindre Mandefald blandt dem end de
blandt hans Folk. Forøvrigt var Sejren ham vis, dersom han
kunde få fat i en overmåde sød Spise, som Balder havde
opfundet til at øge sine Kræfter med; kunde han blot berøve
sin Fjende denne styrkende Mad, vilde intet falde ham
svært.
Da Hød hørte det, fik han strax igjen svært Mod på at kriges
-112-