Page 304 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Frække Fjender
fester og frådser
i Frodes Hal
og frygter ej Hævn.
Gildere Gammen
ej gives mig kunde,
end om Svertings Æt
svam i sit Blod.
Ved sine eggende og manende Ord bevirkede han, at
Kongens sløve og kolde Sjæl fængede, idet hans
Bebrejdelser virkede som en Flintsten og slog Tapperhedens
lyse Luer ud af den. I Førstningen vendte Ingild nemlig det
døve Øre til, medens hans Fosterfader kvad, men ansporet af
hans indtrængende Formaninger flammede Hævnlystens Ild
omsider op i hans Sjæl, og han blev fra Svirebroder
forvandlet til Fjende. Til sidst sprang han op fra sit Sæde og
udøste al sin Vrede over sine Bordfæller, drog med
blodtørstig Grumhed Sværdet mod Svertings Sønner og
sigtede med blottet Klinge efter deres Struber, hvis Svælg
han havde kvæget med Bordets Glæder. Han dræbte dem
strax og druknede således Bordets hellige Ret i Blod, brød
deres Forbunds skrøbelige Bånd og forvandlede et
skammeligt Gjæstebud til ærefuld Blodsudgydelse; fra
Gjæsteven blev han forvandlet til Fjende, fra
Ypperlighedens usleste Træl til Hævnens grummeste
Fuldbyrder. Stærkodders indtrængende Formaningstale
blæste nemlig Liv i hans bløde og svage Ynglingesind,
kaldte Modet frem af hans Sjæls Lønkroge og vakte det til
Liv igjen og bevirkede således, at Ophavsmændene til det
grummeste Mord fik deres vel fortjente Straf. Ynglingens
Mod var nemlig ikke udslukt, det havde blot så at sige været
flygtet bort, og nu havde Oldingen draget det frem for Lyset
og drevet det til en Dåd, der var så meget større, som den
havde ladet vente på sig; mere Ære var det jo at fylde
-298-