tilstoppede Øren var ikke tilgængelige for nogen Påvirkning
af Vellyst. Med denne Gave, der var Gjøgleren værdig,
straffede han en usømmelig Gunstbevisning ved at lønne
den med Skam til Tak, idet han på bedste Måde værdsatte
Fløjtespillerens Fortjenester ved at skjænke ham et Ben at
fløjte i og give ham et hårdt Stykke til Løn for hans bløde
Triller. Det var da heller ikke let at sige, om Gjøgleren
fløjtede eller græd højest; de bitre Tårer, han udgjød, var et
Vidnesbyrd om, hvor liden Plads der er for Mod i blødagtige
Hjærter; han havde nemlig helt og holdent givet sig
Vellysten i Vold og aldrig lært at bære Modgang. Det Sår,
han fik, varslede om det Blodbad, der yderligere skulde
følge på ved det Gjæstebud. Stærkodder, hvis Sind stadig
var opsat på Strænghed, og som stadig med urokkelig
Barskhed pønsede på Hævn, væmmedes nemlig lige så
meget ved Musiken, som andre frydedes ved den, og
lønnede den Tjeneste, der huede ham ilde, med at
beskjæmme Gjøgleren ved at kaste Ben efter ham, idet han
vedkjendte sig, at han skyldte sin udmærkede Vens herlige
Aske mere end sin skjændige Fostersøns skamløse Væsen.
Derpå digtede og kvad han, for yderligere at håne
Gjøgleren, på stående Fod en Vise om ham. Men
Dronningen undrede sig såre over denne Dyd, som hun ikke
havde mægtet at svække, og blev til sidst opfyldt af
Beundring for ham, som hun forgjæves havde søgt at vinde
ved Velgjerninger.
Men da Stærkodder så', at Frodes Drabsmænd var i Kongens
højeste Gunst, røbede hans hvasse Blik den mægtige Harme,
han følte, og hans Åsyn åbenbarede, hvad der rørte sig i
hans Indre, idet den Strænghed, der lyste ud af hans Øjne,
vidnede om den Storm, der lønlig rasede i hans Sjæl, og til
sidst, da Ingild søgte at formilde ham ved at byde ham
kongelige Retter, stødte han Maden fra sig, fordi han, der
var fornøjet med simpel Husmandskost, væmmedes ved
-288-