Page 312 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

var nogen Lykke ved dobbelt Frændemord, sagde han. Ved
disse Ord forvandlede han Kongens Grumhed til
Skamfuldhed og lovede, at hvis de gjorde noget Opstyr i
Riget, skulde han melde Kongen det. Således skaffede han
sine Myndlinger Sikkerhed og levede mange År uden Frygt.
Da de var bleven voxne, drog de til Sjælland, og da deres
Venner bød dem at hævne deres Fader, svor de, at enten de
eller deres Farbroder skulde være Dødsens, inden der var
gået et År. Da Ragnar fik Nys om det, gik han, tilskyndet af
Erindringen om, hvad han havde lovet, ved Nattetid til
Kongeborgen og sagde i al Stilhed, at han kom for, som han
havde lovet, at meddele Kongen noget, men han vilde ikke
have, at de vækkede Frode, thi Kongen vilde ikke vide af, at
nogen vækkede ham, når han sov; gjorde nogen det, plejede
han at straffe dem med Sværdet; for så grov en Forbrydelse
ansås det i gamle Dage påtrængende at forstyrre en Konge i
hans Søvn, når det ikke var nødvendigt. Da Frode om
Morgenen fik dette at vide af Vagten, skjønnede han, at
Ragnar var kommen for at bringe ham Bud om, at der var et
Anslag i Gjære, og han samlede derfor en Krigsstyrke og
besluttede at forekomme Svig ved Grumhed. Haralds
Sønner havde ingen anden Udvej end at anstille sig som
forrykte; da de pludselig så' sig overrumplede, begyndte de
nemlig som forrykte Mennesker at bære sig ad, som om de
blev forfulgte af onde Ånder, og da Frode troede, at de var
besatte, opgav han sit Forehavende, idet han anså det for en
Skam at angribe dem med Sværd, der syntes i Færd med
selv at vende Sværdet imod sig. Men Natten efter brændte
de ham inde, og sålunde fik han sin fortjente Straf for
Brodermordet, thi efter at have angrebet Kongeborgen
stenede de først Dronningen til Døde, og derpå tvang de,
efter at have stukket Ild på Huset, Frode til at krybe ind i en
for længst udgravet snæver Hule og søge Tilflugt i dens
underjordiske Ganges Smuthuller. I denne Indespærring
-306-