Page 310 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

således var blevet brudt, delte Harald og Frode det Boskab,
de havde fælles, og lagde mere Vægt på de trættekjære
Kvinders onde Ord end på Broderkjærlighedens Pligter.
Frode mente nu også, at hans Broders Hæder bragte ham i
Foragt, og han bød da en af sine Hirdmænd lønlig at
ombringe ham, da han skjønnede, at hans Undermand i
Alder overgik ham i Mod. Da Dåden var øvet, lod han
hemmelig Gjerningsmanden myrde, for at denne hans
Medvider ikke skulde røbe Forbrydelsen. Derpå bød han, for
at gjøre det troligt, at han var uskyldig, og undgå at blive
brændemærket for denne Udåd, at der skulde anstilles en
omhyggelig Undersøgelse over, hvorledes det var gået til
med den Ulykke, der så uventet havde voldt hans Broders
Død. Men hvor mange Kunster han end gjorde, kunde han
dog ikke hindre, at Menigmand i sit stille Sind gav ham
Skylden. Da han senere en Gang spurgte Karl, hvem der
havde dræbt Harald, svarede Karl, at det var falsk af ham at
spørge om en Ting, som han godt selv vidste. De Ord blev
Karls Død, thi Frode skjønnede, at han hemmelig havde
bebrejdet ham Brodermord.
Derpå blev Harald og Halfdan, Haralds Sønner med Karls
Datter Signe, stræbte efter Livet af deres Farbroder, men
deres Fosterfædre udtænkte et snildt Middel til at frelse
deres Liv. De bandt nemlig afhuggede Ulvekløer under
deres Fodsåler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde
Moradset i Nærheden af Huset, hvor de boede, og den
snedækte Jord med deres Spor, for at det skulde se ud, som
om der havde været Vilddyr på Færde. Derpå dræbte de
nogle Trælkvinders Børn, rev deres Lig i Stykker og spredte
deres sønderrevne Lemmer rundt om. Da man nu forgjæves
søgte efter de to Knøse, fandt man de spredte Stumper af
Ligene, fik Øje på Ulvesporene og så', at Jorden var
-304-