Page 311 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

bestænket med Blod; man troede da, at Drengene var bleven
fortærede af grådige Ulve, og næsten ingen kunde tvivle
over for et så håndgribeligt Bevis på, at de var bleven
sønderrevne. Troen på det, man havde set, blev Knøsenes
Værn. Deres Fosterfædre skjulte dem strax i en stor Steneg,
for at der ikke skulde være noget Spor af, at de var i Live,
og i lang Tid blev der bragt dem Føde under Foregivende af,
at de var Hunde; de blev også kaldt ved Hundenavne, for at
der ikke skulde komme noget ud om, at de blev holdt skjult.
Kun Frode vilde ikke tro på, at de var døde, og han gik til en
Kvinde, der var kyndig i Spådomskunst, og spurgte, hvor de
var skjulte. Så kraftige var hendes Galdresange, at hun
havde Ord for i lang Afstand at kunne se en Ting og drage
den frem, om den så var aldrig så godt gjemt. Hun sagde at
en Mand ved Navn Ragnar hemmelig havde påtaget sig at
opfostre dem og for at skjule dem kaldte dem ved
Hundenavne. Da de nu ved hendes Galdresanges overvættes
Kraft så' sig dragne ud af deres Skjul og stadig trækkes
nærmere og nærmere hen imod Sejdkvindens Øjne, lod de,
for ikke at blive forrådte ved den Magt, denne forfærdelige
Tvang havde over dem, en Regn af Guld, som de havde fået
af deres Fosterfædre, falde i Skjødet på hende. Da hun
havde fået denne Gave, lod hun, som hun pludselig blev
syg, og faldt om som død. Da Tjenerne spurgte, hvad
Grunden var til, at hun således pludselig var faldet sammen,
sagde hun, at det var umuligt at udgranske, hvor Haralds
Sønner var flyet hen, thi deres Magt var så stor, at den
svækkede Virkningen selv af hendes kraftigste Sange; hun
måtte derfor nøjes med en ringe Gave og kunde ikke vente
nogen større Belønning af Kongen. Da Ragnar nu mærkede,
at Rygtet om ham og hans Fostersønner begyndte at blive
almindeligt i Folkemunde, drog han til Fyn med dem. Her
blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult
Knøsene, men bad Kongen om at skåne hans Myndlinger,
som han havde berøvet deres Fader, han måtte ikke tro, der
-305-